Kan Fulham gøre det igen?
Manchester City har vundet 16 kampe i træk på hjemmebane på Eithad Stadium. Sidste gang holdet mistede point på eget græs var 27. februar 2011 mod Fulham (1-1). I dag kommer Londonholdet på besøg igen.
Roberto Mancini og hans stjernespækkede trup har en fantastisk statistik på hjemmebane med Manchester City i Premier League. Holdet afsluttede sidste sæson med at slå Wigan 1-0, Sunderland 5-0, West Ham 2-1, Tottenham 1-0 og Stoke 3-0.
I denne sæson har man fulgt op med: Swansea 4-0, Wigan 3-0, Everton 2-0, Aston Villa 4-1, Wolves 3-1, Newcastle 3-1, Norwich 5-1, Arsenal 1-0, Stoke 3-0, Liverpool 3-0 og så Tottenham 3-2.

I sidstnævnte kamp var statistikken tæt på at ryge, men Mario Balotelli scorede det afgørende mål i fire minutters overtid. Det betyder at klubben nærmer sig et helt år uden pointtab på eget græs i Premier League.
Men Fulham er et hold Manchester City har haft problemer mod før. Gæsterne er det sidste hold som har rejst fra de lyseblå med point i kufferten og de fik endda også det ene point i denne sæsons hjemmekamp.
Men det mest overraskende er måske at Fulham har 2-3-0 i sine fem sidste udekampe mod Manchester City, så i dag ryger den ene af de to statistikker, men hvilken?
Formår City at fortsætte sin vinderstime på eget græs eller kan Fulham for 6. kamp i træk tage fra Manchester City med point?
Stillingen i Premier League:




